Input-output tabellen viser varernes kredsløb i økonomien

En input-output tabel indeholder på detaljeret niveau oplysninger om samfundets produktionsstruktur og anvendelse af varer og tjenester. Af tabellen er det muligt at se, hvordan de enkelte erhverv modtager varer og tjenester fra de andre erhverv og ved import. Af tabellen er det endvidere muligt at se, hvordan de endelige anvendelser som konsum, investering og forbrug modtager leverancer fra erhvervene samt ved import.

 

Varestrømme

I figuren nedenfor anskueliggøres, hvorledes varerne bevæger sig rundt i økonomien. I kassen produktion findes de enkelte erhverv, i dette tilfælde 4. Produktionen i erhvervene foregår ved, at de enkelte erhverv modtager en række varer og tjenesteydelser, dels fra de andre erhverv og dels ved import. Disse varer forarbejdes til andre varer og tjenester, som leveres enten til andre erhverv, hvor de forbruges som råvarer, eller til endelig anvendelse, dvs. til konsum, investering eller eksport.

 

Figur 1. Varestrømme

Input-output tabellen for den grønlandske økonomi er vist i tabel 1 i en udgave med 11×11 erhverv og 4 endelige anvendelser (Se kapitel 6). En mere detaljeret tabel med 34×34 erhverv kan hentes på Grønlands Statistiks hjemmeside.

 

Input

Kolonnerne i tabellen viser hvordan input af grønlandsk produktion, import, samt produktskatter minus subsidier fordeler sig i de enkelte erhverv og endelige anvendelser. Desuden vises bruttoværditilvæksten, herunder skatter, løn­ninger samt overskud af produktionen, i de enkelte grønlandske erhverv. Her fremgår det, at den samlede tilgang var på 39.780 mio. kr., hvor produktionen i erhvervene udgjorde 30.949 mio. kr. og produktskatter minus subsidier udgjorde 638 mio. kr. Derudover var der import af varer og tjenester på 8.193 mio. kr. I tabel 1 i kapitel 6 er produktionen fordelt på de enkelte erhverv.

 

Af den første kolonne i tabel 1 fremgår det, at erhvervet Fiskeri og fangst har brugt 1.272 mio. kr. til køb af varer og tjenester dels fra andre grønlandske erhverv og dels som import. Erhvervets bruttoværditilvækst på 3.588 mio. kr. udgøres af de tre nederste rækker i Tabel 1 og fremkommer ved at trække det samlede køb af varer og tjenester på 1.272 mio. kr. fra det samlede input på 4.860 mio. kr. Heraf betales -3 mio. kr. i andre produktionsskatter, netto, 1.014 mio. kr. til ansattes lønninger, mens resten, i alt 2.577 mio. kr. er bruttooverskud af produktionen og blandet indkomst. Erhvervet Fiskeri og fangst havde således et samlet produktionsværdi på 4.860 mio. kr. i 2017.

 

Output

Rækkerne i tabel 1 viser, hvordan den samlede tilgang til økonomien i form af grønlandsk produktion, import samt produktskatter, netto forbruges i form af input i andre erhverv, til privat og offentligt forbrug, til investeringer eller til eksport.

 

Række 1 viser, at produktionen i erhvervet Fiskeri og fangst fordeler sig med input i andre erhverv på 1.064 mio. kr., hvor 21 mio. kr. er gået til erhvervet selv, 845 mio. kr. til Industri, 136 mio. kr. til Offentlige og personlige tjenester. I alt gik 237 mio. kr. af produktionen i erhvervet Fiskeri og fangst til privat forbrug, og 3.554 mio. kr. til eksport. Den samlede produktionsværdi i erhvervet for Fiskeri og fangst anløb 4.860 mio. kr.